Vedtægter – for støtteforeningen for Hospice Vendsyssel

§ 1 Navn og hjemsted
Støtteforeningen for Hospice Vendsyssel er en forening med et humanitært formål.
Foreningens hjemsted er Frederikshavn Kommune.

§ 2 Formål
Foreningen skal arbejde for

  • at støtte Hospice Vendsyssel og den palliative indsats i Nordjylland
  • at udbrede kendskabet til hospicefilosofien gennem aktuel oplysningsvirksomhed
  • at række medmenneskelig omsorg til uhelbredeligt syge og døende borgere gennem etablering, fastholdelse, vedligeholdelse og uddannelse af den frivillige indsats på Hospice Vendsyssel og ude i hjemmene. Indsatsen skal ske i tæt samarbejde med Hospice Vendsyssel, Det palliative Team og palliationssygeplejerskerne på Sygehus Vendsyssel

§ 3 Medlemskab
Som medlem optages enhver, der vil støtte foreningens formål.

§ 4 Økonomi
Foreningens økonomiske grundlag er kontingent samt bidrag og gaver i øvrigt. Det årlige kontingent fastsættes på den ordinære generalforsamling.

Foreningen er medlem af Hospice Forum Danmark. Foreningen følger Hospice Forum Danmarks retningslinier vedrørende administration af fradragsberettigede gaver i h. t. regler godkendt af SKAT.

§ 5 Generalforsamlingen
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af april måned.

Indkaldelse til generalforsamling sker med mindst tre ugers varsel til de i foreningen registrerede medlemmer.

Indkaldelsen skal indeholde dagsordenen for generalforsamlingen.

Generalforsamlingen afvikles med følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent.
  2. Bestyrelsens beretning.
  3. Forelæggelse af revideret regnskab.
  4. Fremlæggelse af budget for det kommende år, herunder med kontingentforslag.
  5. Valg af bestyrelsesmedlemmer og én suppleant
  6. Valg af to revisorer og en suppleant.
  7. Indkomne forslag.
  8. Eventuelt.

Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der udpeges af foreningens bestyrelse.

Alle beslutninger på generalforsamlingen træffes ved almindelig stemmeflertal. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Forslag fra medlemmer til behandling på generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest to uger før generalforsamlingens afvikling. Forslag, der er indkommet forinden udsendelse af indkaldelsen til generalforsamlingen, udsendes til medlemmerne sammen med denne. Forslag, der indkommer senere fremlægges på generalforsamlingen uden forudgående orientering af medlemmerne.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når et flertal af bestyrelsen eller en tredjedel af foreningens medlemmer fremsætter krav herom. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske senest tre uger efter kravets fremsættelse og generalforsamlingen indkaldes med to ugers varsel med angivelse af dagsorden.

§ 6 Bestyrelse
Foreningen ledes af en bestyrelse på ni medlemmer og bestyrelsen sammensættes således:

Et medlem udpeges af Folkekirken via områdets provsti.
Et medlem udpeges af lokalafdelingen af Kræftens Bekæmpelse.
Et medlem udpeges af De Danske Samvirkende Invalideorganisationer, Nordjyllands Amt.
Et medlem udpeges af Hospice Vendsyssel bestyrelse.

De sidste fem medlemmer vælges på den ordinære generalforsamling blandt foreningens medlemmer. De foreningsvalgte medlemmer af bestyrelsen vælges for to år ad gangen, hvilket også gælder for de på generalforsamlingen valgte suppleanter. I lige år er to medlemmer på valg og i ulige år er 3 medlemmer på valg. En suppleant er på valg hvert år.

Valgperioden for de af organisationerne udpegede medlemmer er fire år.

Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, sekretær og kasserer.

Bestyrelsesmøder afholdes på foranledning af foreningens formand, og der skal afholdes mindst to bestyrelsesmøder om året.

§ 7 Bestyrelsens forpligtelser
Bestyrelsen arbejder ud fra foreningens formål.

To repræsentanter fra foreningens bestyrelse – hvoraf den ene er formanden – mødes et par gange om året med Kamillus foreninger i Nordjylland for gensidig inspiration og erfaringsudveksling

§ 8 Tegningsregel
Foreningen forpligtes udadtil ved underskrift af formanden og to bestyrelsesmedlemmer eller af den samlede bestyrelse.

§ 9 Regnskab
Foreningens regnskab følger kalenderåret.
Regnskabet revideres af de på generalforsamlingen valgte revisorer.

§ 10 Vedtægtsændringer/ophør
Beslutning om ændring af vedtægterne samt beslutning om foreningens opløsning kan alene ske efter to på hinanden følgende generalforsamlinger, hvor tre fjerdedel af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer skal stemme for ændring/ophævelse.

Ved foreningens ophør skal formuen tilfalde en forening eller institution i Nordjylland med samme formål, der svarer til formålsbestemmelsen i § 2.

Frederikshavn, d. 12. april 2016

Fandt du ikke et svar?

Har du brug for ydereligere oplysninger, så er du altid velkommen til at kontakte os.

Suderbovej 85
9900 Frederikshavn

Donation

Donationer til Hospice Vendsyssel modtages med taknemmelighed, og anvendes til glæde for både patienter og pårørende, personale og frivillige.

Webbureau ITTP