• Forside Slide 7
  • 03 Forside Slide
  • Forside Slide 5
  • Forside Slide 6
  • 01 Forside Slide
  • 04 Forside Slide
  • 02 Forside Slide
En succesfuld efterårskoncert i det musiske hus

En succesfuld efterårskoncert i det musiske hus

Efter lang tids forberedelse hvor det lykkes Støtteforeningen: At låne Det Musiske Hus med personale, få en aftale med korleder Tove Therp fra Musikskolen om at binde al korsangen sammen og få tilsagn og styr på alle musikskolens seks voksne kor (ca. 200 sangere), en aftale med koncertpianist Anita Samsing om at spille et par numre, en aftale med Lisbeth Nørbygaard Derry om at lave layout til plakater og programmer, en aftale med Føtex og et godt tilbud på muffins og pølsehorn, en aftale med Meny på Gl. Skagensvej om indkøb af drikkevarer m.v., en aftale med Strandby Kirke, Abildgård Kirke og Bangsbostrand Kirke om brygning af kaffe og te, en aftale med Park Blomster om at lave buketter til korledere og solister og en aftale med alle de ihærdige og villige hjælpere, var Støtteforeningen endelig klar til at holde årets korkoncert i Det Musiske Hus, søndag den 30. oktober 2016 kl. 1500.

Dagen kom og vi mødte tolv frivillige fra Hospice op i Det Musiske Hus kl. 1200 for at gøre klar til at modtage publikum når dørene blev åbnet kl. 1400.

Der blev opstillet tre salgssteder, hvor publikum kunne købe kaffe, te og muffins. Der blev opstillet et bord, hvorfra interesserede kunne melde sig som støttemedlem. Der blev hentet muffins og pølsehorn i Føtex og kaffe fra hhv. Strandby, Abildgård og Bangsbostrand Kirker. Der blev opstillet bord ved indgangen, hvorfra der kunne købes billet til koncerten. Så med godt og ihærdigt arbejde var vi klar til at modtage publikum kl. 1400.

Korene øvede flittigt under Tove Therps ledelse og overvågning. Alt forløb planmæssigt, og vi var klar til at åbne dørene ind til koncertsalen kl. 1430.

Korene holdt et velfortjent hvil i husets lille sal, hvor Støtteforeningen havde sat 400 pølsehorn og ligeså mange flasker vand. Det var de 200 korsangeres løn.

Billetsalget gik lidt trægt i starten, men jo nærmere vi kom starten på koncerten, begyndte tilstrømningen af publikum at stige, og da koncerten gik i gang, var der over 200 tilhørere på plads.

Støtteforeningen var ovenud tilfredse med det store antal tilhørere, og vi klappede os selv og hinanden på skulderen.

Støtteforeningens formand Bodil Vestergaard bød velkommen og gav herefter ordet til borgmester Birgit Hansen, der holdt en flot og inspirerende tale.

Konferencier Tove Therp overtog herefter styringen af koncerten, og korene blev et efter et præsenteret og sang 2-3 flotte og velsungne numre.

Inden pausen spillede klavervirtuosen Anita Samsing to flotte klaverstykker, hvilket gav hende lange klapsalver.

I pausen kom der gang i salget fra café bordene, og bemandingen her havde travlt med at sælge kaffe, te og muffins. Salget gik strygende, og folk roste de store og flotte muffins fra Føtex.

Efter pausen startede Hospiceleder Birgitte Nielsen med en kort og præcis tale om Hospice filosofien, og hvad overskuddet fra koncerten kunne benyttes til. Hun nævnte bl.a. et kamera, endnu et maleri af vores lokale kunstner Steen Carlsen kunne være flot, da de mange farver ville pynte på Hospice, nye frugttræer, idet de gamle var gået ud som følge af dårlig jord/bundforhold m.m.

Herefter fortsatte den flotte korsang. Alle korene kom mod slutningen på scenen, og de sang to fællessange, som lød utroligt flot, når der kom stemmer, der spændte over hele registret fra over 200 sangere.

Publikum blev også involveret, idet der på programmet var trykt to fællessange: Livstræet og Vi skal ses igen. Det var et meget engageret publikum, og der blev sunget så højt og intensivt, at hele Det Musiske Hus nærmest rystede.

Efter lange klapsalver lykkedes det Støtteforeningens formand at få ørenlyd, således at hun kunne takke alle de medvirkende og publikum for deres medvirken. Herefter lykkedes det minsandten også at få alle korledere, borgmesteren og selvfølgelig Tove Therp ned foran scenen, hvor de af Støtteforeningens formand fik overrakt en flot buket blomster som tak for deres indsats.

Publikum forlod efterhånden salen, og med mange rosende ord til medlemmer af Støtteforeningen gik publikum hjem med en god visuel og flot koncert både for nethinden og for øregangen. De muffins, der ikke blev solgt i pausen, og de pølsehorn, der ikke blev spist af korene, blev pakket i poser og solgt til publikum. Således kunne der meldes UDSOLGT – hvilket jo var dejligt.

Støtteforeningens stab fik herefter ryddet op og sagt tak til personalet i Det Musiske Hus for en god eftermiddag.

Hospiceleder Birgitte Nielsen ville gerne byde på lidt godt til ganen, og vi mødtes alle på Hospice, hvor vi fik evalueret dagen sammen med god mad og vin. Der var bred enighed om, at dagen havde været en succes på alle måder. Vi kunne således kun afvente, at kassereren kunne offentliggøre det endelige resultat rent økonomisk.

Så fra Støtteforeningen skal lyde en stor tak til alle, der har hjulpet med at gøre dagen til endnu en minderig dag i Støtteforeningens arbejde.

Efterskrift:

Fra Støtteforenings kasserer har vi efterfølgende fået en opgørelse over, hvor meget overskud koncerten havde givet. Det flotte overskud blev på næsten 23.000,00 kr.

Disse penge skal nu bruges til de ønsker som nævnt tidligere og ellers til glæde og gavn for og på Hospice Vendsyssel.

Har du spørgsmål vedr. Hospice Vendsyssel?

Hospice Vendsyssel

Suderbovej 85
9900 Frederikshavn

Tlf. 44 22 64 64
Fax: 44226483
Email: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Donation

Donationer til Hospice Vendsyssel modtages med taknemmelighed, og anvendes til glæde for både patienter og pårørende, personale og frivillige.

Doner her
Webbureau ITTP

OBS ! Vores hjemmeside bruger cookies.
Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere, klik her.