At være frivillig ved Hospice Vendsyssel

En del af tanken med driften af et hospice er, at ansatte og frivillige supplerer hinanden i det daglige arbejde.
Det er dog sådan, at der er og skal være en klar opdeling mellem de to gruppers indsats.
De frivilliges indsats er underordnet de professionelles vejledning.

Meget overordnet set tager det ansatte personale sig af plejen, og det frivillige korps' vigtigste opgave er at bringe hverdagen ind i hospicet.

Den frivillige stiller sig til rådighed med sit engagement og sin medmenneskelighed i hverdagen og ved festlige lejligheder.

En frivillig bliver aldrig bedt om at påtage sig en opgave, hun/han ikke først har været indforstået med at tage ansvar for, ligesom opgaven altid er aftalt med koordinatoren for de frivillige.

Det er de frivilliges vigtigste opgave at skabe en atmosfære, hvor så mange aspekter af livet som muligt kan være med til at give glæde og oplevelse for stedets brugere!

Som eksempel på mulige opgaver for en frivillig kan nævnes:
- at være til stede og assistere ved fællesmåltider (middag og aften)
- at være til stede i eftermiddagstimerne – til at sprede hygge, samvær og nærhed
- at tilse stedets blomster eller anden praktisk opgave
- medvirke til og ved arrangementer i løbet af året og ved højtider
- gå ærinder for/med stedets brugere.

En frivilligs specielle interesse kan være med til at give en særlig oplevelse i huset.

Det forventes af en frivillig, at hun/han har tid, lyst og overskud til at leve med i hospicets hverdag, at bidrage med sit personlige engagement og at respektere stedets værdigrundlag og de professionelles rolle og vejledning.

Den indsats, som den frivillige yder, er ulønnet, og tidsforbruget kan man selv være med til at aftale med de frivilliges koordinator!

Bliver man en del af de frivilliges team på Hospice Vendsyssel, kan man forvente at blive indført i arbejdet ved et særligt tilrettelagt introduktionsforløb.
billede

Hospice Vendsyssel

Suderbovej 85
9900 Frederikshavn
Tlf: 44 22 64 64